Tanker fra tegnestuen – Uderum som rammerne for de gode minder og oplevelser
Mit navn er…Thea Dahl Christensen, og jeg er…Landskabsarkitekt praktikant ved BY+LAND.
For tiden tænker jeg meget på…hvordan jeg kan dygtiggøre mig selv og især hvordan jeg får mest mulig ud af mit praktikophold.
Jeg bliver inspireret af…de andre ansatte her hos BY+LAND. Det er meget tydeligt at de brænder for faget, og har en meget energisk tilgang til nye opgaver, som ikke kan andet end at smitte.
Jeg brænder for…at skabe uderum for mennesker, der er med til at danne rammerne om de gode minder og oplevelser.
Som praktikant hos BY+LAND…bliver jeg stillet over for mange forskellige opgaver og udfordringer. Jeg får lov til at afprøve mange forskellige aspekter inden for landskabsarkitektfeltet. Jeg synes det er virkelig rart at tegnestuen respekterer, at jeg er studerende, og de giver mig tid til at forstå designprocesserne, lære nye programmer og jeg får tid til at gennemtænke og forstå opgaverne. Det er dejligt, at der bliver prioriteret tid til, at jeg kan udvidede min faglige viden. BY+LAND er desuden en meget social og udadvendt tegnestue, og de har taget rigtig godt imod mig. Derfor har det været meget nemt at indgå som en naturlig del af fællesskabet. Jeg er ekstremt glad for, at jeg fik muligheden for at komme i praktik hos BY+LAND, og hvis jeg fik muligheden for at vælge om, ville jeg helt sikkert vælge BY+LAND igen.
Hos BY+LAND har jeg arbejdet med… en række forskellige opgaver, hvor nogle har været mere omfattende end andre. Herunder kan der blandt andet nævnes en konkurrence, hvor jeg har været med til at udarbejde udearealer omkring museum og bunker anlægget REGAN Vest. Jeg har også arbejdet med udearealerne til en ny bydel i Randers, hvor jeg har været med til at lave en lommepark. Desuden har jeg været med til workshop om oplevelsesdesign i Lillevildmose centeret, hvor jeg har været med til at brainstorme på ideer til et nyt ankomstområde. Der har også været mindre opgaver såsom, at lave prækvalifikationer samt fremstilling af grafisk materiale som diagrammer, renderinger og planer.
Nu skal jeg… snart tilbage på skolebænken på Aalborg Universitet, hvor jeg skal skrive mit speciale i Urban Architecture.
På tegnebrættet
- Onsdag d. 21. oktober skal vi præsentere vores bud på udviklingen af velkomstcenteret REGAN Vest. Projektet om udviklingen af REGAN Vest er lavet i samarbejde med 3XN, Anne Schnettler, Yoke, Orbicon og Kvistgaard+Hird. Vinderteamet offentliggøres mandag d. 21. oktober.
- Hos Sporbyen i Randers fortsætter vi udviklingen af centrale byrum og parkarealer omkring de gamle bevaringsværdige fabriksbygninger.
- På Vestre Skole-grunden i Hjørring udarbejder vi inputs til udarbejdelse af lokalplanen for det nye boligområde mellem bymidte og park.
Vi anbefaler…
At tage på byvandring med Nordjyllands Historiske Museum på allehelgensaften d. 31. oktober kl. 19. Du vil blive klogere på Aalborgs dystre og mørke fortid, se byen fra nye perspektiver og få et godt gys.
Læs mere her: https://nordmus.dk/arrangement/14606/